Grønlands Hjemmestyre og Danmark underskriver 27. juni en partnerskabsaftale med EU om samarbejde på en række områder. Aftalen vil sikre, at Grønland i fremtiden modtager omtrent samme tilskud fra EU som i dag, nemlig cirka 320 millioner kroner årligt.

Tilskuddet fra EU udgør seks procent af Grønlands bruttonationalindkomst, og har hidtil været bogført som betaling for fiskerettigheder. Nu får Grønland det samme beløb, men de fleste af pengene bliver kaldt noget andet. Grønland ønsker at samarbejde med EU-landene om fiskeri, uddannelse, arbejdsmarked, mineralske råstoffer, energi, turisme, kultur og klimaforskning.

Næstformand for Grønlands Hjemmestyre, Josef Motzfeldt, er i Luxembourg med miljøminister Connie Hedegaard for at underskrive aftalen med EU. Miljøkommissær Stavros Dimas underskriver for EU sammen med landbrugs- og miljøminister Josef Pröll.

I Sønderjylland har der været rigsmøde mellem statsminister Anders Fogh Rasmussen, landsstyreformand Hans Enoksen, Grønland og lagmand Jóannes Eidesgaard, Færøerne. De har drøftet politiske emner som RISØ undersøgelsen om radioaktiv stråling i Thule og status i den fælles grønlandsk-danske selvstyrekommission. Før selve rigsmødet var der rundvisning på Danfoss Universe og besøg på Historiecentret 1864 samt Dybbøl Mølle og Dybbøl Banke.

På billedet er Josef motzfeldt, næstformand for Grønlands Hjemmestyre.

Kilde: www.norden.org