Om optakten til og begyndelsen på det parlamentariske samarbejde mellem de vestnordiske lande.
Foran os er 40-års jubilæet for Vestnordisk Råd, dvs. det organiserede samarbejde mellem parlamenterne i Færøerne, Grønland og Island. Det giver os mulighed for at gennemgå de begivenheder, der førte til det, de forventninger, der blev stillet til samarbejdet fra begyndelsen, og give eksempler på den succes og de fremskridt, der er sket i samarbejdet mellem de tre lande.
Det var i halvfjerdserne, at regionalt samarbejde i Vestnorden, Færøerne, Island og Grønland kom på dagsordenen i Nordisk Råd. I 1979 blev ideen om et sådant regionalt samarbejde indarbejdet i handlingsplanen for det regionale nordiske samarbejde, og i 1980 blev der nedsat en styregruppe, dog kun bestående af repræsentanter fra Færøerne og Island i første omgang.
Både det færøske Lagting og det islandske Alting nedsatte deres egne udvalg til at drøfte vejen frem. Det, der komplicerede tingene i Grønland i især 1981-1984, var forhandlingerne om Grønlands udtræden af Det Europæiske Fællesskab, forgængeren til Den Europæiske Union, og Grønlands politiske system var i høj grad optaget af denne opgave. Repræsentanter fra Grønland tog dog plads i den vestnordiske styregruppe i regi af Nordisk Råd i 1983, og landenes parlamentarikere benyttede sig af de muligheder, der opstod for at diskutere uformelt, ikke mindst i forbindelse med Nordisk Råds møder. I 1984-1985 kom et skub i processen, så et fuldmøntet forslag til en stiftende traktat var klar, i nogen tid før det stiftende møde i Vestnordens Parlamentariske Samarbeidsråd, som det hed i begyndelsen i efteråret 1985.
Vestnordisk Råd blev stiftet med pomp og pragt den 23.-24. september i Nuuk, Grønlands hovedstad. Undertegnet havde fornøjelsen og æren af at deltage i det stiftende møde, og derefter var jeg medlem af rådet i det næste årti, med undtagelse af den tid, hvor jeg var minister fra 1988 til 1991.
Optimisme, glæde og tilfredshed prægede stemningen ved det stiftende møde, ligesom de første møder i Island og Færøerne i 1986 og 1987. For Færøernes og Grønlands vedkommende var deres parlamenter blevet fuldgyldige deltagere i et multilateralt samarbejde på lige fod. De var i fællesskab med en selvstændig og suveræn stat, Island, og ingen dansk hat derover. I private samtaler med parlamentarikere var det tydeligt, hvor vigtig en milepæl de anså dette for at være, ikke mindst dem, der var mest ihærdige i deres landes kamp for uafhængighed. Vigtigst var dog interessen for samarbejdet som sådan og troen på, at det ville være til gavn for landene, og at det ville være til stor gavn for de vestnordiske lande.
Det er interessant kort at beskrive disse ændringer i den nordvestlige del af Norden i sammenhæng med tidsånden og udviklingen i halvfjerdserne og firserne i vores del af verden. Der var en voksende forståelse for betydningen af regionalt samarbejde og det kunne mærkes på forskellige måder i det nordiske samarbejde. Der blev lagt større vægt på kulturen og den særlige stilling hos indbyggerne i udkantsområderne og behovet for, at deres stemmer blev hørt.
Det samme gjorde sig gældende, da oprettelsen af Arktisk Råd blev forberedt nogle år senere, jævnfør den status, som de oprindelige folk i Arktis var garanteret der. Tidsånden støttede derfor denne udvikling. Der var øget forståelse for, at Vestnorden og Arktis ikke kun var store områder, have og ressourcer, men var også beboet af mennesker, der skulle tages hensyn til. Processen var dog langsom og er stadig langsom, jævnfør den ejendommelige modvilje mod at imødekomme de selvstyrende områders ønsker om fuldgyldigt medlemskab af Nordisk Råd.
Man kan sige, at tonen lige fra det stiftende møde blev slået an for de spørgsmål og de samarbejdsområder, som parlamentsmedlemmerne fandt det passende at se på. Drøftelserne omfattede fiskeri- og havspørgsmål, herunder bekæmpelse af udnyttelse og forurening. Også kulturen og sprogene i de vestnordiske lande, da alle landene er bittesmå sprogområder med deres eget sprog. Transport mellem de to lande var også højt på dagsordenen, og hvordan man kunne lette kommunikationen mellem landenes beboere, f.eks. unge og atleter. Ligestillingsspørgsmål blev diskuteret, handel, energi, telekommunikation, fred og muligheden for et atomvåbenfrit Norden eller Vestnorden og så videre.
Det, der kendetegnede samtalerne på Vestnordisk Råds møder, og forhåbentlig stadig gør, var venlighed, en slags familiær atmosfære og en behagelig, afslappet atmosfære. Dybe fælles rødder ligger fra samfund af jægere og bønder, der levede af havet og jorden, kæmpede med en barsk natur, men som samtidig kunne være generøs, og dette tilhørsforhold fjernede de fleste barrierer, når folk mødtes og indledte samtaler. Snart blev der etableret en tradition for, at folk medbragte nogle delikatesser hjemmefra, som var specielle for det pågældende land, færingernes skerpukød og grind, islændingene tørret fisk og haj, grønlænderne mattak osv., og så blev der arrangeret en national vestnordisk madfest, når alle var til stede.
Mange af færingerne havde fisket både omkring Island og Grønland, grønlænderne kendte islændinge, der havde været involveret i udviklingen af landbruget i Sydgrønland, og mange former for udveksling og forbindelser fra fortiden blev genkaldt. Ved afslutningen af lange møder blev der nogle gange sunget, og så var det værdifuldt at Árni Johnsen var med, da han kendte et utal af både færøske og grønlandske sange. Som sagt var oplevelsen hurtigt, at en vestnordisk familie var blevet samlet.
I disse overvejelser om optakten til og begyndelsen på det vestnordiske parlamentariske samarbejde er det ikke hensigten at vurdere resultaterne af samarbejdet og hvilken rolle det har spillet i den øgede kommunikation, samarbejde og handel mellem landene, som er en kendsgerning i dag. På den anden side skal det siges, at de bekendtskaber og forbindelser, der er blevet dannet mellem hundredvis af vestnordiske parlamentarikere, ofte har gjort en forskel.
Et eksempel herpå er situationen med Færøernes bundfiskekvoter med Island i årene fra 1990. På det tidspunkt var tiderne vanskelige i den islandske fiskeindustri, og den islandske fiskeriforening (LÍÚ) krævede, at de færøske linjeskibes fiskekvoter, som de havde haft siden udvidelsen af territorialfarvandene, blev annulleret. Medlemmer af Vestnordisk Råds islandske delegation drøftede situationen indbyrdes, og vi var enige om, at det ville skade stemningen i det vestnordiske samarbejde betydeligt. Så vi gjorde vores yderste for at sikre, at Færøernes fiskekvoter ikke blev annulleret. Heldigvis blev det tilfældet.
Jeg kommer også til at tænke på et andet mindeværdigt og spontant initiativ, der er baseret på kontakter, der er blevet dannet mellem medlemmerne af Vestnordisk Råd. En delegation blev sat sammen med repræsentanter fra Grønland, Island, Færøerne og Norge for at besøge de øvrige nordiske landes parlamenter og fremlægge vores syn på jagt på havpattedyr. Parlamenterne i Danmark, Sverige og Finland blev besøgt og vi mødtes med de relevante parlamentariske udvalg for at informere og uddanne vores nordiske venner om vestnordisk kultur, interesser og holdninger i den forbindelse.
I forbindelse med vanskeligheder i forholdet mellem Færøerne og Island i forbindelse med implementeringen af Hoyvík-aftalen, er der blevet aktiveret kontakter fra Vestnordisk Råd for at løse problemerne, og der er flere eksempler kan nævnes.
Undertegnede ønsker inderligt, at det vestnordiske samarbejde fortsætter med at vokse sig stærkere og blomstre. Der er ingen tvivl i mit sind om, at det vil gavne regionen som helhed, bidrage til at sikre indbyggernes interesser i en urolig verden og dyrke det, der er vigtigst for enhver nation: gode forbindelser, samarbejde og venskab med sine nærmeste naboer.
Steingrímur J. Sigfússon
Forfatteren, der er tidligere Altingsmedlem, minister og formand for Altinget, har været medlem af enten Vestnordisk Råd eller Nordisk Råd i over 20 år.