Nordisk Råds præsidium vedtog et tættere forhold til Vestnordisk Råd på et møde 26.-29. juni på Færøerne. Ole Stavad vil deltage på Vestnordisk Råds møde i august:

-Det er vigtigt, at det vestnordiske får en stærkere placering i det nordiske samarbejde for at sikre den rette balance. Efter ”murens fald” har der naturligt nok været stor fokus på samarbejdet med landene omkring Østersøen, men det er vigtigt, at det ikke sker på bekostning af indsatsen i det vestnordiske, siger Ole Stavad.

 

Nordisk Råds præsidium diskuterede ligeledes mulighederne for en større rolle til de selvstyrende områder i det nordiske samarbejde. Der var møder med alle partierne i Lagtinget på Færøerne samt med repræsentanter fra Landsstyret på Færøerne. I Præsidiets møde deltog også en repræsentant for Ålands Landsting. Samtidig gennemgik den danske folkeretsekspert Frederik Harhoff udviklingen i Færøernes, Ålands og Grønlands stilling. Ole Stavad mener, at en ændret stilling især vil have betydning i Nordisk Ministerråd, fordi de selvstyrende områders repræsentanter allerede har fulde rettigheder i Nordisk Råd:

– Det vil kræve en ændring af Helsingfors aftalen, der er ”grundloven” for det nordiske samarbejde. Det gjorde et stærkt indtryk, at alle de færøske politikere var stærkt engageret i at ville yde en større nordisk indsats. Personligt håber jeg, at vi i de kommende måneder kan finde frem til en løsning. Det er ikke acceptabelt at lade sig repræsentere af andre på områder, hvor man allerede har fuld kompetence.

 

Præsidiets møde på Færøerne blev ellers i høj grad præget af diskussionen om en nordisk ombudsmand for grænsehindringer.
Nordisk Råds præsident Ole Stavad fortæller:

– Præsidiet havde en drøftelse af, hvordan der kan følges op på det arbejde Poul Schlüter personificerede med at få fjernet grænsehindringer mellem de nordiske lande. Der kom forslag om at udpege en særlig nordisk ombudsmand, som borgerne kan henvende sig til, hvis de støder på grænsehindringer. Det forslag besluttede vi at arbejde videre med.

I øvrigt blev der på præsidemødet fremlagt to forslag om en stærkere indsats mod menneskehandel.

På billedet er Nordisk Råds præsident Ole Stavad.

Nordisk Råds præsidium: http://www.norden.org/nr/presidiet/sk/index.asp