28. – 29. marts 2006 besøger den danske udenrigsminister Per Stig Møller Færøerne for at drøfte udenrigspolitiske emner af interesse for Færøerne, samt orientere de færøske myndigheder om Rigets udenrigspolitik.

Der er planlagt samtaler mellem udenrigsministeren og Færøernes lagmand, Jóannes Eidesgaard, samt med det færøske lagtings udlandsudvalg. Per Stig Møller vil også besøge Nordens Hus i Torshavn.

Udenrigsminister Per Stig Møller udtaler:

– Det er snart et år siden jeg og lagmanden i bygden Fámjin undertegnede en fælles principerklæring om Færøernes medvirken og inddragelse i udenrigs- og sikkerhedspolitikken, samt en samarbejdsaftale. Endvidere er det nu trekvart år siden fuldmagtsloven, der giver Færøernes landsstyre mulighed for selv at indgå folkeretlige aftaler med tredjepart, trådte i kraft. Jeg vil sammen med lagmanden udveksle erfaringer om disse nydannelser.

På fotoet er Per Stig Møller. Foto: Magnus Fröderberg.

Kilde: www.norden.org