Kolbrun Halldórsdóttir, Islands nye miljø- og samarbejdsminister, er glad for opgaven som Islands repræsentant i det nordiske samarbejde – især da Island i år har formandskabet i Nordisk Ministerråd. Det er tid til at lade handling følge på ord, mener den nye minister, ikke mindst i forhold til at koble bæredygtig udvikling og innovation.

Kolbrun Halldórsdóttir overtog posten som minister for det nordiske samarbejde ved regeringsskiftet 1. februar og ser nu frem til at kunne forene sin indsigt i miljøet med det nordiske samarbejde, hvor hun også har været aktiv som medlem af Nordisk Råds miljøudvalg og kulturudvalg.

-Jeg gik i sin tid ind i politik på grund af min interesse for natur- og miljøbeskyttelse. Nu hvor vi oplever et epokeskift i vores økonomiske virkelighed synes jeg, at vi skal se det som startskuddet til en revurdering af værdier og til nytænkning. Det er tid til handling, udtaler Halldórsdóttir.

Kreativitet og innovation er en vigtig del af denne proces, mener ministeren.

– Vi har haft ideologien om bæredygtig udvikling klar siden 1987. Vi kan ikke længere udsætte at lade handling følge ord. Bæredygtig udvikling integrerer på bedste vis økonomiske, sociale og miljømæssige hensyn og er en vejviser for os i disse svære krisetider hvor vi må nedtone forbruget og sætte skaberkraft, nytænkning og innovation i fokus, tilføjer hun.

Den nye regering i Island, bestående af samarbejdsministerens Venstreparti – de grønne og Socialdemokratiet, sidder i første omgang indtil den 25. april, hvor der er udskrevet valg til Altinget.

Regeringen ledes af socialdemokraten Johanna Sigurðardóttir, den første kvindelige statsminister i Island.

De Progressive garanterer indtil valget regeringen mod mistillidsafstemning.

Et regeringsprogram i 12 punkter er blevet præsenteret, hvor tiltag til at genoprette økonomien og det finansielle system er i centrum.

Det fremgår også af programmet, at et Europaudvalg inden den 15. april 2009 skal aflevere en udredning om en række interessenters holdninger til EU og et eventuelt medlemskab.

Partierne er enige om, at medlemskab af Den Europæiske Union ikke kan besluttes uden en forudgående folkeafstemning.

Ud over posten som minister for det nordiske samarbejde træder Kolbrún Halldórsdóttir også ind som ny miljøminister.

Kolbrún Halldórsdóttir har siddet i Nordisk Råds kulturudvalg fra 2008 og været medlem af Islands delegation i Nordisk Råd fra 2007, hvor hun sidder i den Venstresocialistiske Grønne gruppe.  Hun har siddet i Rådets udvalg for Miljø og Naturressourcer fra januar 2008 til januar 2009, samt i Kultur og Uddannelsesudvalget fra januar 2009.

Læs mere om Kolbrún Halldórsdóttir.

Kilde: www.norden.org