Fiskerisamarbejde mellem Færøerne og Grønland

Efter at man på embedsmandsniveau i december sidste år ikke kunne blive enige om en fiskeriprotokol mellem Grønland og Færøerne for 2005, har man under Bjørn Kalsø´s officielle besøg i Grønland fortsat med drøftelserne og er blevet enige om en ny fiskeriprotokol for 2005. ?Aftalen sikrer, at det bilaterale fiskerisamarbejde fortsætter på et niveau, som er til begge landenes fordel? udtrykker landsstyremedlemmerne. Under besøget har landsstyremedlemmerne drøftet samarbejdet mellem Grønland og Færøerne på fiskeriområdet og hvordan dette kan videreudvikles. Parterne konstaterede at samarbejdsaftalen fra 1997, som de tilbagevendende fiskeriprotokoller har været baseret på, har været et godt fundament for samarbejdet mellem Færøerne og Grønland, og at begge parter har haft fordel af samarbejdet. Bjørn Kalsø og Rasmus Frederiksen var enige om vigtigheden af de to landes samarbejde i regionale fiskeriorganisationer ? både fordi Grønland og Færøerne har fælles interesser i at sikre bæredygtigt fiskeri af fællesbestande og fordi Færøerne og Grønland deltager i én og samme delegation i organisationerne. ?Et tæt og godt organiseret samarbejde er en forudsætning for at nå vores fælles mål?, pointerer landsstyremedlemmerne. Landsstyremedlemmerne udtrykte stor tilfredshed med, at Færøerne, Grønland og Island som kyststater har stået sammen om arbejdet for at indføre en ny forvaltningsmodel for pelagisk rødfisk. Selv om man på nuværende tidspunkt ikke er kommet til et endelig resultat, er landsstyremedlemmerne ikke i tvivl om, at arbejdet går i den rigtige retning. Kilde: Grønlands hjemmestyres nyhedsbrev.