Det tager sin tid…
- Oprindelsen til samarbejdserklæringen mellem de vestnordiske regeringer og Vestnordisk råd fra 2002
“Leingi er tað, ið væl skal vera!” Således lyder et gammelt færøsk ordsprog. Det kan oversættes til: “Lang tid tager det, som skal være godt”. Det har sin rigtighed i mange af livets store spørgsmål, og det er ikke mindst gældende i politiske processer og ændringer.
Vestnordisk samarbejde er et lysende eksempel på dette. Det er ofte som et Sisyfos-arbejde, hvor forslag, visioner og rekommandationer bliver fremsat – for først at blive afvist eller ignoreret. Men de lever videre og bliver fremsat igen og igen. Som et frø eller et kim, der er plantet i jorden. Og på et tidspunkt – når omstændigheder og tilfældigheder skaber en bedre grobund – kan de blive til virkelighed.
Historien om samarbejdserklæringen mellem de vestnordiske regeringer og Vestnordisk Råd fra 2002 følger denne udvikling. Allerede fra oprettelsen af Vestnordens parlamentariske Samarbejdsråd i 1985 blev der fremsat tanker om at formalisere samarbejdet med regeringerne og ministersiden. Og siden har det jævnligt været diskuteret at oprette et Vestnordisk ministerråd. Der har dog aldrig været flertal for at tage det skridt, hvor argumenterne imod har været, at det ville være en splittelse i det samlede nordiske samarbejde i Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd.
I 1991 vedtager Vestnordens Parlamentariske Samarbejdsråd så en anden mulighed i en formel henstilling til de vestnordiske regeringer: At de nordiske samarbejdsministre i Island, Grønland og Færøerne også skal få ansvaret for at følge op på det parlamentariske samarbejde på regeringsniveau. Det bliver dog ikke gennemført, og op gennem 1990-tallet og frem til oprettelsen af Vestnordisk Råd i 1997 fortsætter debatten om et vestnordisk ministerråd og behovet for at få et samarbejdsorgan på regeringsniveau.
Der sker også store ændringer og udfordringer i det nordiske samarbejde efter at Sverige og Finland bliver medlem af EU i 1995. Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd ændrer sine prioriteringer, hvor man nu udover det traditionelle nordiske samarbejde koncentrerer sig mest om samarbejde med EU og de såkaldte ”nærområder” (Baltikum, Hviderusland og Rusland). Sidst i 1990-tallet ser vi konturerne af en øget splittelse mellem et ”Østnorden” og et ”Vestnorden”. Det er også en af baggrundene for oprettelsen af Vestnordisk Råd i 1997. Nu er der et øget behov for at øge det vestnordiske samarbejde – også for at skabe bedre balance i det nordiske samarbejde.
Indenfor et år – i 1998-1999 – er der valg og regeringsskifter i Færøerne, Island og Grønland. Jeg bliver nordisk samarbejdsminister for Færøerne, Siv Friðleifsdóttir for Island – og først Josef Motzfeldt (Tuusi) og siden Lise Skifte Lennert for Grønland. Vi mødes regelmæssigt som nordiske samarbejdsministre i Nordisk Ministerråd, hvor vi engagerer os meget og samarbejder tæt om at styrke Vestnordens rolle i Norden. I 1999 har Island formandskabet i Nordisk Ministerråd, og i formandskabsprogrammet bliver der fremsat erklærede mål for at styrke det vestnordiske samarbejde – blandt andet ved at Norden også skal samarbejde med de vestnordiske ”nærområder” i Canada, Skotland og de britiske øer.
Vi bliver som nordiske samarbejdsministre også inviteret til Vestnordisk Råds årsmøder og temamøder. Vestnordisk Råds årsmøde i 2000 lægges samtidig som det store jubilæum for vikingernes forbindelse til Grønland afholdes i Narsassuaq, Qassiarsuk og Igaliko. Her indvies Tjóðhildarkirkjan og Langhuset i Qassiarsuk som vestnordiske projekter.
Og på dette møde diskuterer vi igen, hvordan det vestnordiske samarbejde og ansvaret for Vestnordisk Råds arbejde kan styrkes på regerings- og minsterniveau. Siv Friðleifsdóttir, Lise Skifte Lennert og jeg selv fortsætter som nordiske samarbejdsministre de næste 3-4 år, og det giver mulighed for at have en kontinuerlig opfølgning. Hjálmar Árnason som er præsident for Vestnordisk Råd i 2002 og mange parlamentarikere i delegationerne for de tre lande, har været engagerede i det vestnordiske samarbejde igennem mange år. Og de presser på for at der skal ske noget.
Og nu er grobunden endelig lagt – 11 år senere – for at gennemføre det oprindelige forslag fra 1991 om at de nordiske samarbejdsministre skal tage ansvaret for samarbejdet med Vestnordisk Råd og for opfølgning af rekommandationer og årlige redegørelser til Rådet. Derudover får vi tilføjet, at relevante fagministre skal deltage i temakonferencer. Samarbejdserklæringen underskrives tidligt i 2002.
En af visionerne bag samarbejdserklæringen var, at den kunne følges op med konkrete samarbejdsaftaler mellem regeringerne på vigtige resort- og ministerområder: Kultur, sundhed, uddannelse, forskning, socialområdet, erhverv, miljø, udenrigspolitik o.s.v. Dette blev foreslået af Vestnordisk parlamentarisk Samarbejdsråd allerede i 1996 på kultur, uddannelses- og forskningsområdet. Siden samarbejdserklæringen er der indgået flere aftaler på regeringsniveau – en af de største er aftalen om kultur, uddannelse og forskning fra januar 2003, som genforhandles regelmæssigt.
Efter min mening ligger der fortsat et stort potentiale for, at regeringerne indgår forpligtende aftaler på endnu flere ministerområder – med baggrund i Vestnordiske temakonferencer og rekommandationer.
Høgni Hoydal
(Nordisk samarbejdsminister 1998-2003 og 2008)