Samarbejde i Vestnorden

De vestnordiske lande udgør tilsammen et meget stort geografisk område. Færøerne er med sine kun 1.400 km2 langt det mindste af landene, men bliver alligevel til næsten 30.000 km2, når søterritoriet medregnes. Havet er for Vestnorden hvad mark og skov er for andre lande.

Færøerne og Island blev bebyggede fra omkring år 800 af norske vikinge, mens Grønlands historie går over 5000 år tilbage. Omkring år 982 kom nordboerne også til Grønland, hvor de levede i næsten 500 år.

I nyere tid har der eksisteret mange gode kontakter mellem de vestnordiske lande, specielt på fiskeriområdet. Levebetingelserne i de tre lande har budt på små, og ofte meget isolerede, samfundsstrukturer spredt over store landområder. Landene knyttes således sammen af en række fælles historiske og kulturelle kendetegn samt de naturgivne og økonomiske forhold.

Færøernes, Islands og Grønlands særlige kulturelle og geografiske betingelser blev diskuteret i politisk sammenhæng omkring starten af 1980erne. De vestnordiske lande blev efterfølgende enige om oprettelse af en fælles parlamentarisk organisation. Målsætningen skulle være samarbejde om fælles problemstillinger samt positivt og konstruktivt samarbejde udadtil med både Nordisk Råd og andre organisationer om Vestnordiske forhold.

Vestnordens Parlamentariske Samarbejdsråd blev således oprettet i 1985.

I 1997 blev navnet ændret til Vestnordisk Råd, da landenes parlamenter godkendte Rådets nuværende charter (GR), samtidig som den nye forretningsorden blev vedtaget på Vestnordisk Råds årsmøde samme år.

Færøernes Lagting, Islands Althing og Grønlands Inatsisartut vælger 6 repræsentanter hver til Vestnordisk Råd, d.v.s. 18 medlemmer ialt. Medlemmerne vælges efter partipolitiske styrkeforhold, eller efter de enkelte landes gældende regler.

Årsmødet er Vestnordisk Råds højeste myndighed, mens Rådets arbejde tilrettelægges og ledes af præsidiet, som består af Rådsformanden samt et medlem udpeget fra hver af de to øvrige delegationer.

Rådets arbejde materialiserer sig i formulering af rekommandationer, som forelægges landenes parlamenter. Derefter overlades rekommandationerne til den vedkommende minister eller landsstyremand.